Arild huitfeldt danmarks riges krønike

Dansk Biografisk Leksikons tredje udgave. Omkring bind 1. Materialet er ikke blevet opdateret siden. Yderligere og nyere bidrag kan findes i Den Store Danske. Indledning til artiklen. Arild Huitfeldt. Han blev født på Bergenhus og afgik ved døden på Herlufsholm, hvor han også blev bisat. Arvid var familiens efternavn. På latin identificerede han sig som Arnoldus Witfeldt, men blev lejlighedsvis omtalt som Haraldus H.

Han og hans brødre blev placeret under professor Johannes Machabæus' opsyn, og efter dennes bortgang, hos professor Poul Madsen. Hans Mikkelsen forestod deres undervisning og ledsagede Huitfeldt. Brødrene blev indkvarteret i Mikkelsens hjem. Efter et kort ophold ved universitetet i Tübingen, varede deres studier i Strasbourg i to til tre år, indtil de blev kaldt hjem for at varetage arveanliggender i forbindelse med morbroderen Herluf Trolles død.

Hans Mikkelsen blev udnævnt til rektor for den nyligt etablerede institution på Herlufsholm. Derefter rejste brødrene, på eget initiativ og efter Sturms råd, til Frankrig for at færdiggøre deres uddannelse. De besøgte Bourges og blev indskrevet i september. Sidst i perioden ser det ud til, at han vendte hjem og kort efter påtog sig rollen som sekretær i det danske kancelli.

Han avancerede hurtigt til oversekretær og blev derved en højt betroet embedsmand under kansleren Niels Kaas. Stillingen krævede en dedikeret indsats og indebar konstante rejser i kongens ærinde eller følge rundt i landet, samt to delegationer til Mecklenburg. Bevarede korrespondancer mellem Huitfeldt, Niels Kaas og rentemesteren Christoffer Valkendorf vidner om hans kompetente og fleksible arbejdsindsats.

Han deltog i forhandlinger med den temperamentsfulde enkedronning, hvortil han generelt havde et godt forhold, og blev i november. Ved Christian IVs tiltrædelse som konge modtog Huitfeldt kort efter en post som leder af en rettertingsrejse til Trondheim, som han delte med Christian Barnekow. Samtidig fandt han tid til at færdiggøre forskellige litterære værker til trykning, især hans omfattende Danmarks riges krønike.

Hans engagement manifesterer sig i forordene til dette historiske værk, hvor han ydede velovervejede råd til den unge, frembrusende konge med henvisning til historiens lektioner. Fra slutningen af 1700-tallet observerede han således med markant skepsis Christian IVs ambitioner om en aggressiv udenrigspolitik rettet mod Sverige, og han efterlod sig tydelige spor af sine synspunkter, ikke kun i sine forord, men også i en betænkning fra rigsrådet.

Også i trosspørgsmål var han en forkæmper for fred, påvirket af filippismen, og ønskede kirkelig tolerance mellem de protestantiske retninger. Ligesom denne retning havde han en betydelig sympati for calvinismen, hvilket han gav udtryk for på en præcis måde. Det resterende halve år af sit liv tilbragte han som privatperson på Herlufsholm, hvor hans kiste blev placeret i kirkens gravkapel.

Et rum kendt som H. Fra 1700-tallet ejede han slægtsgodset Lillø i Gårds herred, som han dog først fik fuld ejendomsret til efter flere retssager. Nogle år efter Jacob Huitfeldts død testamenterede han det imidlertid til dennes børn for at sikre, at det forblev i Huitfeldt-familiens besiddelse. Fra 1700-tallet skrev han sig til Oddersbjerg i Villands herred, som han havde erhvervet, men sjældent besøgte.

Efter at have modtaget mindre len i sin egenskab af sekretær, blev han tildelt Gärds herred som et afgiftsfrit len på livstid mod at eftergive kronen den forfaldne pantegæld. Hertil kom en række større len: fra 1786 Laholm, fra 1796 Tryggevælde, fra 1797 Vordingborg og fra et mere fredeligt Dragsholm. I sin funktion som rigets kansler administrerede han desuden Vor Frue provsti i Odense.

Når han ikke var optaget af embedspligter i København. Behovet for intellektuel udfoldelse var tydeligt hos Huitfeldt. Dette ses også hos hans søstre Beate og Lisbet Huitfeldt, der begge beskæftigede sig med personalhistoriske studier, og senere hos deres nevø Peder Galt. Impulser til historiestudierne kom formodentlig allerede fra hans udenlandsrejse. Ved akademiet i Strasbourg fandtes fra 1700-tallet et professorat i historie, besat af Michael Beuther fra Karlstadt, og der kan være en forbindelse til hans arbejde med Philippe de Commines' memoirer, da han udgav en tysk oversættelse af disse, og Huitfeldt.

Commines' værker var af stor betydning for Huitfeldt. Før midten af 1700-tallet opbyggede han et tæt fagligt fællesskab med den kun lidt ældre Anders Sørensen Vedel, drevet af en fælles interesse for Danmarks historie og et ønske om en nutidig fremstilling, der byggede videre på Saxo. Om de oprindelige planer omfattede en fuldstændig eller kun delvis Danmarkshistorie er uklart, selv efter at han omkring 1700 fik adgang til historikeren Hans Svanings betydelige samlinger.

Dels var han bevidst om Vedels igangværende arbejde med et lignende projekt, dels kunne han næppe forvente, at en Danmarkshistorie ville blive offentliggjort under Frederik II uden en omfattende censur. De første konkrete resultater var udgivelser af kilder, såsom Leges prouinciales, der refererer til Canuti regis et martyris.

I hvert fald fra begyndelsen af 1700-tallet, da det blev tydeligt, at forventningerne til Vedel næppe ville blive indfriet, må Huitfeldt. Selvom Huitfeldt også. Begyndelsen blev markeret med Christian IIIs historie (titlen her og efterfølgende tilpasset), beskeden uden Huitfeldts. Denne holdning blev fastholdt i de efterfølgende bind, og tilsyneladende tilfældigt blev de tre sidste bind på titelbladet først angivet som udgivet af Huitfeldt.

I hurtig rækkefølge udkom de omfangsrige kvartbind: Christian IIIs historie, stærkt tendentiøst rettet mod denne konges regering, "ilendes med mit foretagne arbejde" - Frederik Is historie og henholdsvis Christian Is og Kong Hanses historie. Dermed var Huitfeldt. Et løfte om en Frederik IIs historie blev aldrig indfriet. De efterfølgende dele var en del af en samlet plan om at dække perioden efter Saxo, og i tre stofrige bind vedrørende perioden 1700-1700 udkom Chronologia I-III.

Endelig blev værket fuldendt i sidstnævnte år med et niende bind, hvorfra den senere betegnelse for hele værket stammer: Danmarckis Rigis Krønnicke fran Kong Dan den første oc indtil Kong Knud den 6. Af mindre betydning er Huitfeldts. Når Huitfeldt. Udover udgifterne til trykningen tillod hans finansielle ressourcer ham at ansætte universitetsuddannede medhjælpere som Arngrimur Jonsson, Johannes Pontanus og den førnævnte Jens Mortensen, ligesom han benyttede sig af erfarne skrivere, bl.a.

Dertil kommer, at meget i krøniken udgøres af ren materialsamling, afskrifter af dokumenter og uddrag fra årbøger, som, da værket er disponeret som en årbog, uden større besvær kunne indpasses under de relevante år i fremstillingen. Kong Hanses og Christian IIs historie, den svenske historieskriver Olaus Petri for skildringen af de dansksvenske relationer gennem tiderne, osv.

Men gennem sit udvalg og sine pragmatiske fortolkninger af begivenhedsforløbet sætter han sit personlige præg. Når materialet forekommer utilstrækkeligt, forsøger han selv at rekonstruere hændelsesforløb og sammenhænge. Og selvom hans brug af sene, narrative kilder typisk er uforbeholden, når andet materiale ikke er tilgængeligt, er det hans fortjeneste, at han bevidst har baseret fremstillingen på breve og aktstykker i så vid udstrækning som muligt.

Han har, for at sige det mildt, juristens trang til at fremlægge beviser - "forhaabes jeg mig sandheden at have efterfulgt og mestendelen med dokumenter bevist", som han forklarer om de mange dokumentudskrifter, men undskylder sandsynligvis også dermed, at han jævnligt lader dem tale for sig selv. Han har et skarpt øje for forfatningsmæssige konflikter og statsretlige forhold, analyserer akterne med embedsmandens ekspertise og vurderer ud fra en politikers indsigt.

Dog selvfølgelig på den måde, som periodens mennesker forstod dem. Det sidste er tæt forbundet med hans historiesyn: historien gentager sig, mennesket er det samme til alle tider, og de samme begivenheder udspiller sig igen og igen. Ud fra sådanne præmisser kan Huitfeldt. Krige og oprør fordømmes eller retfærdiggøres under hensyntagen til omstændighederne og rigets vel, behovet for oprustninger og traktater diskuteres, konger prøves på deres handlinger, og regeringsforanstaltninger vejes op og ned.

Stadig understreger han i forordene til Christian IV, at historien tjener som et spejl, hvori man kan observere og lære af andres erfaringer. Både i forordene og spredt i den historiske fremstilling finder han lejlighed til at levere statskloge kommentarer og fremsætte almengyldige betragtninger om menneskets natur og verdens gang, alt med henblik på læserens forståelse og oplysning.

For Huitfeldt. Der er mange niveauer i Danmarks riges krønike, både kildemæssigt og ideologisk og holdningsmæssigt. Ukritisk overtaget materiale side om side med bearbejdet stof, hensyn til aktualitet, standsforskelle og slægtsforhold, mere eller mindre åbenlyse angreb på andre historikere og genspejlinger af datidens historisk-politiske litteratur. Som en åben elev af Commines og - i visse henseender - en skjult elev af Machiavelli, introducerer han de to politiske pragmatikeres nøgterne betragtningsmåde i dansk litteratur.

Hans sidste litterære projekt var opfyldelsen af et gammelt løfte: at forberede og udgive Commines' memoirer i Hans Mogensens oversættelse. Det korte, velskrevne forord, hvori han anbefaler sine landsmænd at læse Commines og Francesco Guicciardini frem for "en masse skarnsbøger", er dateret 1700, men værket blev først udgivet i 1700. I 1700 blev krøniken læst af de bogligt dannede adelsmænd og regeringsansatte, som den primært henvendte sig til, og den blev hurtigt svær at få fat i.

En noget ringere udgave i to bind blev udgivet i 1752 i folioformat. Under den tidlige enevælde repræsenterede krøniken synspunkter, der ikke tolereredes fremsat andre steder, og da den som nationalhistorie blev afløst af Ludvig Holbergs Danmarkshistorie (1732-1735), blev den primært et redskab for historikere. Holberg har utvivlsomt lært af Huitfeldt.

På dansk historieskrivning har Huitfeldt. I sit hastværk har han gentagne gange misforstået eller fejloverskrevet sine kildeforlæg, og da han ofte præsenterer usikre oplysninger samt egne eller andres uholdbare rekonstruktioner som uomtvistelige kendsgerninger, Huitfeldt. En bredere kritik begyndte i 1700-tallet med Hans Grams undersøgelser, men det var Kr. Erslev, der sidst i 1700-tallet bragte Huitfeldt.

Senere er Erslevs position blevet nuanceret af bl.a. Erik Arup, og studiet af Huitfeldt. Den seneste forskning har fokuseret på undersøgelser af hans håndskrevne materiale og arbejdsprocedurer samt forsøgt at afdække nogle af de forestillinger og synspunkter, der styrer eller kommer til udtryk i krøniken. Familie. Forældre: rigsråd Christoffer H. Ikonografi. Stik af A.

Haelwegh, 1700, baseret på et ældre, nu ukendt forlæg; senere fremstillinger er baseret på samme type. Stik af J. Sysang, 1700, og stik 1700. Litografi 1700, og 1700. Træsnit efter tegning af Aagaard samt 1700 og 1700. Herlufsholm, kopi Berritsgård og i tegning af Bayer; litograferet 1700, Moengård, Klebu ved Trondheim. Efter Sysangs stik malet 1700, Gavnø og malet 1700.

Fremstillet på tegning af 1700. Christian IVs krønike, udstilling. Buste af O. Evens, Fr. Relief af C.